HT Transport Jørgen Poulsen Færdig Længere (1)
  • BirgitteBirgitte Theresia Henriksen
  • 4. nov 2026

Ellastbiler på langfart

Antallet af ellastbiler i Danmark er steget 66 procent på et år. Hos HT Transport bruges elektriske lastbiler på faste ruter til udlandet. Erfaringerne er positive, især når det gælder chaufførernes arbejdsmiljø, men økonomi og planlægning giver fortsat udfordringer.

Ifølge den seneste optælling er antallet af ellastbiler i Danmark steget fra 1.322 til 2.191 på et år. En af de virksomheder, der har taget teknologien til sig, er HT Transport, hvor 10 af vognparkens cirka 70 lastbiler nu er elektriske sættevognstrækkere. Og virksomheden har planer om flere.


”Vi synes, vi er nået langt på godt og vel et år. 10 ellastbiler er en dyr investering, så vi skal også kunne følge med finansieringen,” fortæller Jørgen Poulsen, bestyrelsesformand og tidligere direktør i HT Transport.


Virksomheden forventer at investere i yderligere tre til fem ellastbiler i 2027.


Faste ruter gør planlægningen lettere
Mens mange ellastbiler bruges til distribution og kortere ture, har HT Transport valgt at satse på langdistancekørsel, især med eksportgods til Schweiz. Virksomhedens elektriske Mercedes-trækkere har en rækkevidde på omkring 600 kilometer på en opladning, og ifølge Jørgen Poulsen egner bilernes høje førerhuse sig bedst til lange ture, hvor chaufførerne ikke skal ind og ud af bilen mange gange. Samtidig er ladestop lettere at planlægge på de faste ruter sydpå.


”Når vi kører sydpå, er meget af vejen ned ad A7'eren med mange steder, hvor vi kan lade undervejs. Så er det lettere at planlægge kørslen”.


Opladning og vægt stiller nye krav
Selvom ellastbilerne fungerer godt på de lange ruter, kræver de mere planlægning end diesellastbiler. Ladestoppene skal helst passe med chaufførens køre-hviletid, så bilerne ikke holder unødigt stille.

Også vægten giver udfordringer. De elektriske trækkere vejer op til tre ton mere end tilsvarende diesellastbiler. Det stiller krav til valg af gods og kan betyde længere kørsel efter en egnet returlast, eller at en diesellastbil må overtage transporten.


Ingen ville tilbage til diesel
Chaufførernes erfaringer har til gengæld været entydigt positive. Da HT Transport fik sin første ellastbil, meldte én chauffør sig straks frivilligt, mens andre var mere skeptiske. Derfor gav man alle chauffører mulighed for at prøve en ellastbil i en uge og danne sig deres eget indtryk.


”Men der har ikke været en eneste, der er vendt tilbage til sin diesellastbil,” fortæller Jørgen Poulsen og forklarer, at chaufførerne især fremhæver mindre støj og færre vibrationer, som giver et bedre arbejdsmiljø. Det kan være en fordel i en branche, hvor det kan være vanskeligt at tiltrække og fastholde chauffører. 


En investering med ubekendte
De 10 ellastbiler har kostet HT Transport cirka 20 millioner kroner. Virksomheden har fået statsligt tilskud til merprisen i forhold til tilsvarende diesellastbiler, og ifølge Jørgen Poulsen har støtten været afgørende for investeringerne. Om ellastbilerne på længere sigt bliver en bedre forretning end dieselbilerne, er dog endnu uvist. Selvom der er besparelser på vejafgifter i nogle lande, afhænger økonomien også af el- og dieselpriser, ladetid og mulighederne for at udnytte bilerne effektivt.


Dertil kommer usikkerheden om vedligeholdelse og gensalgsværdi. HT Transport har mere end 50 års erfaring med diesellastbilers driftsomkostninger og restværdi, men det er uvist, hvad en ellastbil er værd efter seks-otte år.


”Vi ved jo ikke, hvordan vedligeholdelsen vil være, og hvor holdbare delene i en ellastbil er, når den har kørt en halv million kilometer. Derfor er det svært at vurdere værdien på sigt,” siger Jørgen Poulsen.


Kunderne efterspørger grøn transport – men ikke merprisen
HT Transport er begyndt at få forespørgsler fra kunder, der ønsker elektrisk transport. Men mod Jørgen Poulsens forventning er kunderne indtil videre tilbageholdende med at betale ekstra for det. Til gengæld ser han ellastbilerne som en mulig konkurrencefordel, når HT Transport skal konkurrere om opgaver med virksomheder, der kun tilbyder dieseltransport.


”Det kan være, at vi bliver valgt til de opgaver, fordi vi har elbilerne,” siger han.

El Lastbiler I Danmark Bestand Til Faktaboks